Vindinge – B Chang 3-0 (1-0)
Et uoplagt Chang-mandskab måtte sande at der ikke er nogen nemme kampe i oprygningsspillet.
På et glohedt Vindinge stadion blev De Hvide fra Kochsgade lullet i søvn af Vindinges rock og rul under opvarmningen. Da dommeren fløjtede kampen i gang skulle vi lige bruge den første halve time inden vi var klare til at spille med om topplaceringen. Vi havde ikke tre sammenhængende afleveringer og Simon havde store problemer med at bedømme Vindinges lange bolde og så apatisk til imens forsvaret måtte løbe mange unødvendige meter for at rage kastanjerne ud af ilden. Det til trods havde Vindinge faktisk kun én reel chance i den første del at halvlegen – en friløber som Simon fik fingrene på og Jakob derefter uskadeliggjorde. Da Chang begyndte at spille med blev vi da også farlige. Per fik en gylden mulighed da han blev spillet fri i venstre side. Vindinges forsvarer nedlagde ham brutalt, men slap med en henvisning til trods for at Per havde været i en gunstig position. Ellers var Chang mest farlige på dødbolde, hvor Polles knivskarpe indlæg oftest fandt vej til Marks pande, men heldet var ikke med Chang og bolden sneg sig forbi målet. Ironisk nok var det en dødbold, som gav værterne føringen. Et ellers blødt indlæg smuttede fra Simon og Vindinge takkede ved at sende bolden op i nettaget til pauseføring på 1-0
Pausen bød på en opsang fra Martin og det lod til at virke, for Chang spillede mere koncentreret fra starten af 2. halvleg. Vi lagde et godt pres på Vindinge og fik også spillet bolden bedre rundt imellem hinanden. Det så da også lyst ud da Jonas lagde en drømmebold ind til Mark. Vindinges målmand kastede sig i kamikaze-stil ud i benene på Mark, som tumlede om kuld. Mark var stadig lidt ør efter sammenstødet for han så noget mistroende på dommeren, da han i stedet for at få et straffe blev præsenteret for det gule kort. Dommeren fulgte hurtigt op på denne kendelse ved at tillade Vindinges angriber at bruge det meste af armen til at tæmme en returbold og bringe Vindinge yderligere foran. Nu var det for alvor hårdt i den bagende sol, men Vindinge valgte at decimere sig selv med to mand og vi fik godt fat i dem igen. Lige lidt hjalp det for Vindinge havde læst Changs offsidefælde og spillede sig for nemt igennem og lukkede kampen til 3-0. Chang havde bolden meget i 2. halvleg, men fik aldrig skabt de helt store chancer – Mike’s afsluting midt i halvlegen var det bedste bud på en scoring, men den endte lige i fødderne på Vindinges målmand.
På en dag hvor intet rigtigt fungerede, måtte vi bare sande; at man får de dommere man fortjener i seriefodbold og med vores elendige indsats, havde Chang vist ikke så meget at brokke sig over…
Næste kamp er store bededag hjemme på Chang Arena, kl 10.00. Her får vi brug for al opbakning, når vi tager imod Langtved SG & IF, som skal slås hvis vi skal tilbage i toppen.
P.S. I dagens anledning vil bøden for at komme for sent blive sat op til 20 kr pr 5 minutter. Dette sker for at stoppe det sløseri, som undertegnede selv har været en del af de sidste par kampe. Så stil uret til dansk sommertid, Anton, og mød veloplagte op og lad os kæmpe røven ud af bukserne, så det atter bliver sjovt at spille den hvide trøje.